Bilen drejer stille ind af villa vejen, triller frem uden særlig meget fart. Vinduet er rullet ned i sommer heden, luften er varm og tung og truslen om tordenvejr gør at alt står stille og trykkende.
Hans arm hviler i vindueskanten, ansigtet i skygge og øjnene skjult bag de rigtige solbriller. Bilen, den rigtige selvfølgeligt, triller ned af vejen og drejer ind i indkørslen foran en smuk murermestervilla, nænsomt restaureret og med de rigtige havemøbler og den perfekte postkasse.

Han drejer nøglen og da motoren og radioen stopper er de eneste lyde, glade barne stemmer og fuglekvidder. Han sidder lidt stille og næsten sammenbidt inden han stiger ud af bilen. Står et øjeblik og retter ryggen ud, hans tøj sidder næsten perfekt over den lange slanke krop, det er let krøllet efter dagens arbejde og kun en enkelt sved plet bag på skjorten viser lidt om varmen i bilen på vejen hjem.

Han ånder langsomt ud, lukker al luften ud af lungerne og tager en dyb indånding inden han rækker ind på bagsædet efter tasken med den bærbare. Han smækker døren og låser bilen inden han går ind bag huset om mod baghaven. Ned langs de perfekt trimmede bede og de smukke krukker, når til enden af villaen og drejer ind under pergolaen med den smukke klematis.

Han stopper op i kanten af baghaven, alt ånder idyl, to drenge på 6 og 8 år leger med en fodbold, og hopper ind og ud af et have bassin. De nyder varmen og solen. Han står stille, ingen har opdaget ham endnu. Kigger rundt på haven, den er smuk og velplejet. Terrassen har de rigtige sten og den rigtige form. Hun sidder i en havestol, læser en bog og nyder et glas koldt hvidvin som står på bordet ved siden af hende. Hun vejer vel 15 kilo for meget, håret trænger til en tur hos frisøren og den t-shirt og de short hun har valgt er gammelt og slidt, både i farver og form.

Han tænker flygtigt 15 år tilbage, da de mødtes første gang, han mindes sine tanker om at han måtte have hende, at hun skulle blive hans. Den krop og de øjne, han havde aldrig set så meget liv i øjne, hun var vågen, varm og så levende. Dengang var der stadig liv i hendes øjne.

Han vækkes af et hyl, da drengene får øje på ham. Han når lige at kliste et smil på læben inden de når ham til kram og gensynsglæde. Han går ned på knæ og krammer dem begge samtidigt. Dette er han liv nu.

Jeg tog et valg for snart en måned siden og det har efterladt mig i et hul af smerte og en angst for aldrig at finde et menneske at elske på samme måde igen... Men jeg valgte det selv...

Jeg føler jeg mødte et menneske for snart tre år siden, der stjal mit hjerte og viste mig hvordan kærlighed kan være... Jeg mødte vist desværre også et menneske som lod sig forblinde af attrå, sex og den nydelse der er i at være tæt på et andet menneske, og troede det var kærlighed... Da det så blev hverdag fandt han ud af at det var det slet ikke.

Han viste sikkert ikke hvordan han skulle slippe ud af det uden at tabe ansigt, og de sår det gav mig skal jeg nu bruge tid på at hele... Han mistede kærligheden, evnen til at fortælle mig at han kunne lide mig og mistede lysten til mig... Det efterlod mig med et stort arbejde fremover, jeg skal have genopbygget min tro på andre mennesker igen, min tro på at det de siger mener de også, at hvis de siger at de ikke synes at tingene har fået en ordenlig chance, så siger de ikke tre uger senere, at jeg skal flytte, at hvis jeg fortæller dem at jeg kan lide dem eller savner dem, så svarer de mig sikkert også positivt...at selvom hverdagen kan være hård og sej, kan man godt finde tid til hinanden og at kærlighed er vigtigt..

Jeg ved at mit arbejde fremover bliver hårdt og kommer til at tage lang tid, men jeg har lært meget af det her forhold, mest af alt hvor meget jeg er i stand til at elske, men også at jeg skal være meget bevidst om mine egne behov og ønsker... Og sørge for altid at huske mig selv og ikke kun glæde andre...

Til ham, jeg håber du er kommet så hurtigt videre som det lader til, ellers er det meget synd for den næste kvinde i dit liv og jeg håber du har fået hævn over alle de ting du føler der er blevet gjort mod dig uretmæssigt af din tidligere kone... Jeg er ked af det måtte gå ud over mig, for min kærlighed til dig var ægte og ren... Men det var måske min rolle og det jeg skulle lære... Nogen gange sker ting uden vi har gjort os fortjent til dem....

Så lander jeg her igen, det er længe siden jeg har været her sidst og meget er sket...

Hvis man skulle læse lidt tilbage i de gamle blogs, ville man kunne følge lidt af historien... Men kort fortalt mødte jeg for snart tre år siden en mand, ham jeg troede ( Og et sted vist stadig tror ) jeg skulle blive gammel med... Jeg valgte i Oktober 2006 at flytte fra Jylland og herover for at starte hvad jeg troede skulle være resten af mit liv sammen med ham... Jeg rykkede alt også min søn op og kom herover, til totalt nyt territorium... Kendte ikke en sjæl og det eneste jeg var sikker på, var min kærlighed til ham der og at jeg havde fået et arbejde jeg glædede mig til at starte på...

Vi flyttede ind i hans lejlighed sammen og med tre dele børn, det var trangt og småt og alle var påvirket af de nye vilkår, men jeg var sikker på min kærlighed...

I Februar 2007 havde vi en periode hvor tingene ikke gik godt og her kom den første krise, efter lidt tid med tavshed bad jeg om en samtale og her sagde min kæreste at han troede at han havde fundet ud af at han ikke skulle bo sammen med nogen... Det slog mig fuldstændig ud og var et kæmpe chok... Set i bakspejlet ødelagde det vist noget i mig... Vi fik snakket mere om det og aftalt nogle ting jeg skulle gøre så vi kunne fortsætte... Herefter fulgte knap et år med en blanding af lykkelige stunder og kriser.. Jeg vil ikke skyde skylden på nogen af os, vi havde begge fejl og vi var vel bare ikke gode for hinanden... I November 2007 bad han mig om at flytte og det gjorde jeg. I Februar 2008 fik jeg en lejlighed i nabo byen sammen med sønnen og vi flyttede ind, faldt til og jeg fortsatte med at se ham ex kæresten.. I sommers var jeg nødt til at snakke med ham igen, vi var for mig at se ikke andet end b - venner og det kunne jeg ikke, ihvertfald ikke sammen med ham... I den samtale sagde han at han syntes vi skulle være kærster med kærlighed... Det godtog jeg og der gik igen nogle måneder... D. 10 November valgte jeg så at sige farvel til ham... Det er uden tvivl det hårdeste jeg nogensinde har gjort, men jeg tror han havde ventet meget længe på at jeg skulle gøre det...

Der oppe i toppen af min side har jeg et frådende hav, store bølger der ruller ind mod stranden. Det er lige før jeg kan høre lyden...

Den strand vil jeg finde, der vil jeg ud og så vil jeg skrige mod havet og himlen... Jeg vil skrige min afmagt, min smerte, min kærlighed, mine gode argumenter som jeg aldrig får brugt, min sorg, mit nederlag og mit tab ud. Ud over havet der alligevel ikke hører efter og som er ligeglad. Jeg vil skrige fordi det er det eneste jeg kan og selvom det ikke hjælper så har jeg skreget og mærket smerten. Dybt inde, den lever der og er med mig hver time i døgnet.

Lige i Karls ånd, men mens han sikkert ville tage turen i bar figur vil jeg være godt pakket ind og jeg kunne også godt finde på liiige og vente til den her polar vind blæser væk. Men jeg vil skrige og se hvad der så sker.

Jeg elsker uden krav. Jeg elsker uden at ville det. Jeg elsker selvom det gør ondt.

Jeg lever for de øjeblikke på dagen eller natten hvor det er tilladt at røre, kysse på, slikke, bide, dufte, hvor jeg er så tæt på ham så det nærmest ikke kan blive tættere. Hvor kærligheden bliver tilladt eller hvor jeg ihvertfald kan camuflere den som lyst og attrå. Hvor det er okay at være svag og lille og hvor jeg ikke bliver holdt op på handling og spurgt hvorfor....

Det er min trøst, mit højdepunkt, min overlevelse i dette liv lige nu. Det er et sølle alternativ til et rigtigt liv, men lige nu i skrivende stund har jeg ikke andet og det er det jeg overlever på. Det er der jeg samler min styrke til at se dagen, grå og tung, i øjnene. At rejse mig hver dag og komme i gang og at leve i den hverdag der er min. Den duft og den berøring bliver hos mig døgnet igennem, jeg kan mærke ham, hans varme hud på mine fingerspidser og hans duft hænger omkring mig og farver min verden bare en tand lysere end sort... Det er det eneste jeg kan lige nu....

Okay jeg har lært noget nyt musik og kende... Det er der vel ikk noget særligt fantastisk over... Der bliver jo trods alt udgivet en hel del, af det... Det der er lidt mere spændende, er tankerne når jeg hører musikken og navnet... De hedder Volbeat ..... De er danske og i den lidt hårdere ende af metal stilen... Og hvergang jeg skal sige navnet, for selvfølgeligt skamroser jeg dem jo alle steder, så er min første tanke... Mmmmm chokolade...

Okay hvis jeg skal være helt fair, er jeg nok nødt til og indrømme, at de der kender mig, sikkert vil sige... Whats new...???... Men bortset fra, at jeg klart er en chokolade freak, så er der altså noget over det navn... Og til dem der ryster på hovedet, og tænker; kvinder.... Så ja ja, det kan da godt være... Men associationer er sku da meget lækre ind imellem... Og Volbeat giver altså mig, billeder af chokolade, der pakkes ud, brækkes i stykker med en sprød lyd, puttes i munden, og overrasker ved smag, og indhold... Kæmpe ros til dem, de skruer godtnok noget rasendes godt musik sammen... ;o)

Det altså et skod ord... Og bestemt også en skod ting og blive udsat for... I visse tilfælde kan ordet godt være okay, sådan som.... Vil du have sovs eller smeltet smør til kartoflerne... Det ligegyldigt.... Get it...??

Men ligegyldighed, at et andet menneske er ligeglad overfor dig... Det ikke rart... Så er du intet, og ikke engang værd og spilde følelser på....

Hmmm kan vi ikk lige fjerne det ord fra det danske sprog..... Tak....

Okay, min dag har da om ikke andet bragt noget med sig... Igår vidste jeg at der skulle komme en gut, og se min lejlighed, sådan i forhold til om han ville leje den.... Og jeg vidste at Mandag skulle jeg til samtale, om nyt job i Bagsværd...

I dag, ser min verden sådan ud, at jeg har to samtaler på Mandag, og at jeg skal være fraflyttet min lejlighed d 15 Oktober.... Alt i alt meget glædelige nyheder... Men altså.... Er der for pokker nogen der har en papirspose, jeg kan låne til og trække vejret i... ;o)

Altså hvorfor er det først nu... Når man skal rydde en lejlighed på 95 kvm, for alt indkøbt skrammel, diverse møbler, alle mulige blomster, køkkengrej, de der dufte som man bare måtte eje, tonsvis af tøj og sko, 3 fjernsyn, lige omkring 4 milliarder lysestager, og aaaaaaaalt det der som jeg enten flyttede med ind, eller bare aldrig fik smidt ud... Hvorfor er det så først nu at ordet... Minimalisme ... Slår mig som et rigtig kanon ord... ;o)

Sidder her og er arrig, over hvad nogle mennesker byder sig selv... Sådan i forhold til forelskelse og forhold...
Har to bekendte der hver især har fundet sig en dejlig kæreste, så langt, så godt... Det jo rigtig skønt... Men begge har et par store forbehold, i hver deres forelskelse...
Hvad vil og kan du gå på kompromis med i et forhold, i en forelskelse... Er der ting du ikke kan undvære, eller ikke leve med og ville det i givet fald kunne få dig til og sige nej tak, til en potentiel kæreste...
F.eks kunne du leve med et kæmpe rode hoved, hvis du selv var ordensmenneske.... Eller kunne du leve med sex hver 4 til 5 uge, hvis du selv var glad for sex...????

Det jeg søger svar på, er nok hvor er grænsen... Hvis vi forelsker os, hvor meget skal der så til, før vores grænser skrider, hvor vi finder os i ting, som vi ellers havde svoret ikke og ville udsætte os selv for. Eller hvis vi finder den perfekte kæreste uden på, hvor meget rod tolererer vi så indeni... ???
Ved de her to gutter, virker det som om, der er ret så langt mellem teori og praksis... Har i oplevet noget tilsvarende....???....

Mmmm jeg har nattevagt lige nu.. Sidste nat af 7... Og nøj hvor jeg glæder mig til fri... For så starter en fri uge, som skal foregå på øen, med kæreste og børn... Og jeg vil forkæle og forkæles...

Nå men det var jo de brandbiler, vi kom fra... Kl 18 lagde den gamle drage sig, til en morfar inden job tid.. Mobilen blev stillet til og vække kl 19, og de små øjne lukkedes i fred og ro... Ihvertfald i 10 min, hvorefter dragen vækkes, af ikke en, men tre brandbiler med nogle minutters mellemrum... Ja ja, der var stadig tid til hvile... Hmmm indtil naboen startede rundsaven... Sikkert bare fordi det var Søndag lige omkring spisetid...

Nå men da luren opgives, er det jo også snart job tid, så vandrer op af bakken, hvor jeg finder forklaringen på de mange brandbiler... Jeg arbejder på en stor institution, og her har vi et brandalarmeringssystem, der har megt svært ved og tackle varme, bollebagning, og masser af andre ting... Og her kommer det andet så... For grunden til de mange brandbiler, var at der i vores brandalarmer, havde sat sig horder af små fluer... som så sætter alarmen igang....

Øhhhh hva... Små fluer, der flyver ind i en brandalarm... Mmmmm Ja, det eneste jeg kan finde på og sige, er sådan set.... Hvorfor??????????

Er der besluttet at små fluer, skal straffes ved indelukning i en brandalarm... At de hidkaldes af formen... At der er en lille flue der flyver derind, tænker; nej fanme om jeg vil sidde her alene, og derefter lokker de andre med småperverse tilbud... Ja okay, jeg er nok godt klar over at fluer, ikke er de største tænkere her i verden... Men at komme flyvende, ved en fejl blive tiltrukket af lyset, varmen og komme ind af et vindue... Flintre rundt i et par timer og klaske mod diverse vægge, og vinduer.. For til sidst og ende oppe under loftet, finde en hvid box, og tænke... Arrrhhhaaaa det der de har gemt udgangen...

Altså det slår mig sku ikk som logisk... ;o)

Hmmmm hvis nu man arbejder om natten, på første sal, midt i en stegende hed Juli måned, med alle vinduer på afdelingen åbne...

Hvis man nu er ansat som omsorgsmedhjælper... Og man kl 6 om morgenen bruger et kvarter, på at hjælpe en musvit unge, der ved en fejl var fløjet ind på afdelingen... Ja altså hjælper den med og komme ud igen... Kan man så ikke skrive det på som tillæg... Øhhh det da omsorg... Ikk???

Eller måske faretillæg... Tænker lidt på fugleinfluenca og lignende...

Nej okay, det sikkert bare en del af dragens hverdag på godt og ondt... ;o)

Altså jeg kan jo ikke påståes og være særligt aktiv herinde... Og er jo ret så hurtig til og give pc'en skylden.. Men nu har jeg jo nattevagt i denne uge og dermed tid og mulighed... Så sku da pokker stå i det... ;o)

Hvis nu man som nattevagt for 16 udviklingshæmmede, kl 2 sætter sig med sin velfortjente kaffe, og finder den mest uhyggelige film på de hele tre kanaler jeg kan vælge mellem... Hmm sådan en film om genfærd, og uddrivelse... Og så sidder der og er ved og dø af skræk, over filmen, blæsten udenfor, vinduer der klapper i, og alle de der sove lyde generelt... Øhhh så er man da bare træt, og ikke dum, vel... ???... Please...

Og når kæreste tingen, det elskelige pus, forleden vender sig og siger til mig... "Altså for en der absolut ikke gider se touren, så ved du da faktisk meget om den"... Så mente han det da som at han var imponeret, og slet ikke sarkastisk, vel.....???... Please....

For det kan da ikke tænkes at jeg er skabs tour fan... Sådan en der bare slet ikk vil være ved det.. Hmmm har da godtnok se den de sidste par dage.. Men det jo da kun for kæreste tingens skyld.. Det må det da være... Eller okay... Måske er det faktisk lidt sjovt... Men det er altså også kun meget lidt...

Men når så jeg indrømmer...Ihvertfald halvt at det måske er okay underholdning, så er det altså også sket med det... Der er altså ikke noget sexet over de der cykelben... Eller Basso... Nix... Og det mener jeg altså...

Eller nowet... ;o)

Hmmm og så sidder jeg så og nynner "Kære Lone" med Shubidua.... Er altså slet ikke sikker på hvordan Lone ser ud, men er rimeligt sikker på at Bjarke, falder MEGET uden for kategori... ;o)

Nå men det her er så faktisk kun til ham... Dig....

Der er liv og jeg trives, som altid.. Alt for meget arbejde og alt for lidt fri, ikke så meget nyt der. Kærligheden er stor, og dejlig...

Det eneste der egentlig er hammer irriterende i mit liv, er så den skide pc... Som stadig kun virker inde i sengen.. Mangel på tid har gjort at jeg ikke har fået makket mere med den, men jeg lover på spejderære.. Hmmm okay ikke sikker på den ære kan bruges til meget, jeg var der vist kun en sæson, og lærte aldrig andet end og brænde mit snobrød... Nå men jeg lover at jeg snart får skidtet op og køre igen... Fordi....

JEG SAVNER FANDEN DYTME OZ DIG..... !!!!!!!!!!!!!!!!!

Men hvis nu phuglen skulle lure forbi, så er det altså meget tilladt og videre give min mail adresse...... ;o)

Ha... Nu har jeg så vist formået og lave det mest uforståelige blog indlæg nogensinde... Men hvis bare ham der forstår det, er det også det vigtigste...

At jeg igår så Jørn og Erna Hjorting i Mariager.... Hmmm gad vide om de er ved og flytte ind....

Eller..

At jeg uden tøven kan genkende Jørn og Erna Hjorting på gaden....

Hmmm sikkert det sidste... ;-D

Man tager og ifører sig, regnjakke, og badesandaler... Kører en tur lidt efter skumring... Medbringer selvfølgeligt barnet... Det sikkert også en fordel og bo i jylland, sådan lidt ude på landet...

Ihvertfald kører man gennem en micro landsby, ser midt på vejen tre kalve, vade rundt... Og da man jo er et dyre venligt menneske, bruger man 15 min ved 3 forskellige gårde, inden man finder ud af hvem der ejer kalvene... Dette skyldes så også at ældre landmænd, åbenbart syns det er rigtig hyggeligt og snakke sent om aftenen.... Sådan i stil med... Nåe går der tre kalve på vejen... Jaaa og hvor kommer du så fra... ;-D
Man finder ejerne, og de lover og tage sig af det, da man så vil forlade byen, ser man de tre kalve tusse afsted foran en lastbil...

Hmmm man holder ind til siden, fortæller knægten at han skal blive siddende, og bruger så de næste 15 min på, sammen med lastbilschaufføren, og springe rundt i regn og i badesandaler, for til sidst få de kalve ind på en mark....

Da moren sætter sig ind i bilen, siger sønnen begejstret... Mor du godtnok god til og jage, det sku du næsten ha en guldmedalje for....

Ha. det var sku da næsten det hele værd..

Mmmm ja, det længe siden jeg sidst har skrevet, ikke pga mangel på lyst.... Måske mere dovenskab, men det må blive op til jer at bedømme...

Lige nu hvor jeg sidder og skriver, er jeg hjemme.. Jeg burde sidde inde i spisestuen, hvor mit skrivebord er placeret, og hvor jeg førhen altid sad sene nætter og skrev eller surfede... Meeeeeen nu indrømmer jeg jo gerne at jeg ca. verdens største teknik idiot.... Jeg har aldrig kunnet se logikken i alt det der pc halløj.. Så dermed er det også sagt at det helst bare skal virke når jeg tænder for den... Altså pc'en...

Min lejlighed er sådan indrettet, at stikkene til forbindelse osv, sidder i soveværelset, som ligger lidt fra skrivebordet, så i sin tid investerede jeg i en trådløs router, som indtilfor en måned siden virkede fint... Det gør den så ikke mere, eller jow den virker sikkert fint, hvis ellers fjoget her, kunne finde ud af og få skidtet til og du....

Så lige nu, for at skrive sidder jeg i min seng, foran mig står to spisestue stole, som jeg har slæbt herind, den ene med pc på, og den anden med en bakke, med cigaretter, kaffe vand, askebæger osv... For det er jo ligesom nødvendige ingredienser hvis der skal skrives...

Det har taget ca 15 min og gøre klar til og skrive, og vil ta ca det samme og rydde op efter det.... Jeg tror ikke, det er det de mener, med at internettet er nemt og hurtigt.... ;o)

Der burde være en lov, om ingen legetøj til udviklingshæmmede... Nej okay, det er vist ikk politisk korrekt...

Så burde der være en lov, om ingen mekanisk legetøj til samme... Hmmm nej det går nok heller ikk...

Nå men der burde altså være en lov, der forbød og hænge en mekanisk abe op, i en døråbning... Sådan en abe, der kan pifte, sige : I love you.. Og grine hysterisk, som en anden heks...

Ihvertfald når en tosse træt drage, kommer gående gennem døren kl kvalme om natten, og med nøgle bundtet, får sat gang i den skide abe, der pifter, snakker og griner, med en decibel på ca 100, med resultatet... En drage der nu sidder med tics, hjerneblødning og herre høj puls, pga forskrækkelsen.... Ihhhhh altså... ;o) 

Mmmm ja okay, han er faktisk ikke særligt lille.. Ikke mere ihvertfald.. Lige om snart 7 år gammel.. Og han er min.. Helt ind under huden... Min knægt Mikkel..

Han er resultat af et 10 års forhold, og en derefter "lykkelig" skilsmisse.. Han er delt mellem mor og far, og trives fint med det.. Han har en let udgave af damp, der betyder at han har svært ved at rumme mange indtryk på en gang, og at koncentrationen ryger fløjten når der sker for meget omkring ham.. Han har sine styrker og svagheder ligesom alle andre børn.. Og han er præcis ligeså meget en rod som alle andre snart 7 årige.. Men han er også et kærligt, åbent, loyalt og sansende barn.. Han går til dig, uden generthed, han har masser af humor, og glædes meget nemt...

Små detaljer... ;o)

Samtale under gåtur... da vi går forbi Råd og Dåds lager...

Knægten: Skal vi ikk snart købe nogen brædder..... ?

Mor: Øhh hvorfor????

Knægten: Jow så ku vi bygge et hundehus...

Mor: Amen vi har sku da ingen hund....?!?!

Knægten: Jamen så ku vi jo købe en hund..... !!

Smaaaaaaart argumentation.... 

Han kommer fræsende ud i køkkenet, iført boxere og nada els..

Hiver ud i dem engang, kigger ned og på plads med dem igen..

Jeg spørger.. Hvad kiggede du efter..

Knægten: Jeg sku bare se om min tissemand havde det godt...

Jeg: Okay...?!?.. Havde den så det....??

Knægten: Ja ja... Og væk var han igen...

Memo til mig selv.

Gummihandsker... ;o)

Jeg arbejder jo med mennesker, og nok mest dem der ikke helt er i stand til og klare sig selv. Det betyder så, at mit arbejde også indebærer bleskift osv.. Også her om natten har jeg en 16 personer som jeg er inde hos nogle gange i løbet af natten.

Hos en af mine beboere var det nødvendigt med et bleskift for et par timer siden, dragen fandt fluks remedierne frem, også gummihandskerne, i ved, de der tynde næsten gennemsigtige... Ikke de smart med farver eller blomster... Nå men dem ifører jeg mig så, godtnok med lidt besvær, meeeen det skal ski da ikk stoppe en drage, og nu er det jo nat, og man er vel lidt småtræt, så først nogle sekunder senere går fejlen op for dragen... De er alt for små.. Det føles som alt blodet forlader hænderne, jeg kan næsten ikke bevæge fingrene, og pulsen banker usædvanligt hårdt.. Nå men nu er man jo en kry drage, eller som onde tunger sikkert ville sige.. Lidt små doven, så jeg fortsætter da stædigt arbejdet.. Og bliver også færdig med bleskiftet.. Alt imens fingrene bliver større og handskerne mindre, eller sådan føles det.. De sveder og føles let handicappede... Nå men da arbejdet er gjort, vil dragen så afføre sig de her gummi djævle... Okay det er så nærmest umuligt.. Jeg får panisk sagt godnat til beboeren, og vælter ud på gangen, hvor der udspilles en scene, som bestemt ikke er for sarte sjæle... Dragen hoppende rundt, mens hun flår i handskerne... I tankerne igang med et meget lidt pinligt opkald til alarm centralen... Til sidst lykkes det, med to lydelige svup svup, ryger handskerne endeligt af.... Og dragen kan så forsøge og få gang i blodcirkulationen igen...

Nu sidder jeg så tilbage med en enkelt tanke... Jeg håber ski det materiale som gummi, altså det der mænd ifører sig, for ikke at videreføre slægten, er af en noget mere elastisk kvalitet... Ellers kan det da vist blive noget af en erotik dræber, hvis størrelsen er for lille... ;o)